torsdag den 18. marts 2010

Redness


Jeg vil gerne fortælle lidt om mit liv som rødhåret – ja jeg ved godt jeg er selvglad….
Jeg har hele mit liv fået kommentarer for min hårfarve, både positive og negative. Jeg er enormt glad for min hårfarve, for - no offence, men jeg synes personligt ikke om den danske nationalhårfarve: leverpostejsfarven. Jeg vil hellere sammenlignes med et jordbær end en omgang grovhakket fra Stryhns.

Nå, men for at starte ved begyndelsen, blev min mor meget glad og da jeg dumpede ud med en lille rød hårtot på hovedet. Min mor var også rødhåret som ung, men det er senere blevet..gråt. De havde egentlig bestemt sig for at jeg skulle hedde Rasmus - Jeg ved ikke om det var på grund af håret, men de ændrede det i hvert fald til Katrine. Thank God.. Tænk både at være rødhåret OG hedde Rasmus?!

Der går en del rygter om at rødhårede er ret temperamentsfulde og det kan jeg kun være enig i. Rødhåret, det er jeg og temperament det har jeg skam også. Jeg har heldigvis lært at styre det, så nu smækker jeg kun med døren, slår eller råber lidt, hvis jeg bliver meget sur. Da jeg var lille havde jeg det frygteligste temperament; jeg var for det meste en glad lille rødtop med bonggarn – ja, krøllerne har jeg også lært at styre, men nogle gange fik jeg et raserianfald af den anden verden. Jeg har både bidt, slået og sparket og skreget i vilden sky og stakkels dem, der måtte være i nærheden – jeg føler mest for min gamle tandlæge, nøj hvor må hun da hade mig.. Men det tænkte jeg ikke så meget over dengang.

Da jeg var lille havde jeg altid noget, der lignede bonggarn eller en såkaldt Gitte-Madsen frisure. Aller heldigst – eller nok nærmere uheldig, har jeg været med det såkaldte og meget berygtede springvand. Den bestod i en slags hestehale, der var placeret oven på hovedet. Charmerende - I know. Og da jeg havde krøller, så det på en eller anden mystisk måde nok ret sødt ud, da det strittede i alle retninger.
Lidt drillet er jeg da også blevet pga. min hårfarve; om det er fordi folk har været jaloux eller rødhårs-racister, det er jeg ikke helt sikker på..

Jeg får ofte kommentarer når jeg er hos frisøren. ”Er det farvet?” NEEEEEJ! Jeg har engang prøvet at en dame kom hen og begyndte at rage mig i håret, mens hun sagde, at det var dog en smuk hårpragt, og om hende frisøren ikke kunne give hende samme hårfarve. EFTERABER!!! SÆK!! SMUUUUUT!!! – med mit temperament kunne jeg godt have sagt en masse grimme ting til hende, men nej, jeg sad bare og smilte høfligt og følte mig som en eller anden dukke.
Krøllerne her på mit pragthoved, de kører lidt deres eget show. De har vist endda også deres eget liv… Nogen gange vælger de simpelthen at holde ferie, de kan blive tvunget på ferie, mens de andre dage ligner Diana Ross, der har siddet i en fugtig sauna - det er ret ufedt..

Sommeren er ret hård for mig, for en ting, der hører til når man er rødhåret er at jeg har meget svært ved at få bare den mindste farve om sommeren. Altså, jeg er jo stort set ligeså bleg om vinteren som om sommeren, selvom jeg bruger flere timer ude i solen. Det kan godt være lidt generende, når jeg er på stranden, for da føler jeg mig sgu en smule blegfed..
På grund af at mit store temperament, der optager rimelig meget hjerneplads, er der ikke så meget tilovers for hukommelsen. Et fantastisk eksempel er, at jeg evig og altid glemmer solcreme, så hver sommer i hele mit liv, har jeg altså formået at blive solskoldet.. Som yngre; dengang det stadig var en smule kært, blev jeg tit mødt med den samme kommentar fra kassemanden i Aldi: ”nååååååhr, der er nok en der er blevet en krebs i dag”. OH NO, HE DID NOT?! Han blev mødt med mit dengang meget farlige og overraskende dræberblik. Jeg siger jer; hvis øjne kunne dræbe…

Efter jeg er blevet ældre, har jeg været i gennem de perioder, hvor jeg gerne ville af med det røde hår. Men efter dybe overvejelser, blev konklusionen altså, at jeg måtte holde fast ved det gamle, for hvis jeg farvede det mørkt, ville jeg jo ligne døden eller én fra en gammel sort-hvid film.. Så tænkte jeg YES; jeg skulle da farve det blond! Indtil jeg så kiggede mig i spejlet og indså at jeg jo ville ligne et spøgelse..

Men som værende rødhåret, er der mange mærkelige ting, jeg tænker over, for eksempel, at jordbær jo faktisk er enormt lækre. At jeg ikke behøver male mig i hovedet, når jeg skal til landskamp – men som om det kommer til at ske..
At fordommen om at være hidsig er bedre end dem om at være dum.
Og hvad skal jeg egentlig gøre, hvis jeg møder en tyr?

Men én ting er sikkert; when you see the red hair, you know I’m there..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar